Kirken som ”levende stene” i Ringkøbing Svømmehal


Stemningsfuld solnedgangsgudstjeneste i svømmehallen, hvor præsten kunne ”gå på vandet”

- Kirken er ikke kun en bygning af sten. Den er også alle de mennesker, der hører til den. Med en teologisk tilgang er kirken bygget af levende stene. Derfor er Ringkøbing Svømmehal, hvor der kommer mange mennesker, lige så meget kirke som kirkebygningen, siger sognepræst ved Ringkøbing Kirke, Jørgen Moeslund.

Sognepræsten havde derfor absolut ingen betænkeligheder ved at sige ja, da lederen af Ringkøbing Svømmehal, Kim Grøn Hansen, spurgte ham, om det ikke var en idé at holde en solnedgangsgudstjeneste i svømmehallen. Onsdag aften den 22. maj blev ideen til handling. Ca. 60 mennesker deltog i den alternative gudstjeneste - omkring halvdelen af dem i badetøj i bassinerne.

De ”skæve vinkler”

Men hvorfor egentlig bruge svømmehallen til gudstjeneste? Kim Grøn Hansen forklarer her tankerne bag ideen, der blev en både stor og stemningsfuld oplevelse.

- Vi vil gerne vise, at Ringkøbing Svømmehal kan bruges til mange ting. Ud over at svømmehallen til daglig bruges af mange glade mennesker, der bruger svømning som motion og socialt fællesskab, vil vi med lidt ”skæve vinkler” også gerne stille stedet til rådighed for forskellige events. Tidligere har vi vist film – ”Dødens Gab” – der samlede rigtige mange svømmere, og vi har stor succes med aqua-diskotek for børn og unge. Solnedgangsgudstjenesten med fjorden som en flot ”altertavle” skal ses i denne sammenhæng, hvor vi også udnytter svømmehallens fantastiske beliggenhed. Vi er meget åbne over for flere nye ideer til events, siger Kim Grøn Hansen.

Vandringen på søen

I disse rammer og med disse omgivelser var det helt naturligt, at Jørgen Moeslund i sin prædiken tog udgangspunkt i beretningen om Jesu vandring på søen i Matthæus Evangeliets Kapitel 14 i Det Nye Testamente. Det er fortællingen om, at Jesus går ud på søen til sine disciple, der sejlede i stormvejr og kæmpede mod bølgerne.

- Vand fylder meget i flere bibelske beretninger og ikke mindst ved dåben som udtryk for nyt liv, understregede sognepræsten bl.a. i sin prædiken, som han på humoristisk vis afsluttede med, at ”nu ville han slutte med at træde vande”.

Den opfindsomme folkekirke

Jørgen Moeslund, der har været sognepræst ved Ringkøbing Kirke i 2 år, er ret ny i faget, men understreger, at hans ja til at holde gudstjeneste på denne alternative måde ikke kun er et udtryk for ”ungdommeligt vovemod”.

- Nej, inden for folkekirken er der generelt stor opfindsomhed for tiden. Vi er meget åbne over for at involvere os i det samfund, vi er en del af, og ikke lukke os inde. Vilkårene har ændret sig. Der er ikke den samme selvfølgelighed omkring kirken, som der var engang. Mange efterspørger noget andet af deres kirke. Det giver os nye udfordringer og nye muligheder. Også i den sammenhæng er jeg rigtig glad for den invitation, jeg fik til at holde solnedgangsgudstjeneste i disse dejlige rammer i svømmehallen. Gudstjenester behøver ikke kun at foregå søndag formiddag i kirken. I princippet kan den foregå alle steder og på alle tidspunkter, siger Jørgen Moeslund.

 

  Kunne præsten ”gå på vandet”? Ja, det kunne Jørgen Moeslund faktisk under solnedgangsgudstjenesten - dog med håndværksmæssig hjælp. Alterbordet og præsten stod på en platform på svømmebassinet – med Ringkøbing Fjord som ”altertavle” i baggrunden.
Formanden for Ringkøbing Menighedsråd, Lars Hansson, var en af de mange, der deltog i og nød solnedgangsgudstjenesten. Her får han skænket saftevand ved indgangen af lederen af Ringkøbing Svømmehal, Kim Grøn Hansen.  
  Medlemmer af Ringkøbing Kirkekor under ledelse af organist Klaus V. Jensen medvirkede i den alternative gudstjeneste.
Svømmepiger lytter intenst til aftenens prædiken.  
  Sognepræst Jørgen Moeslund efter gudstjenesten, der startede kl. 21 og varede en times tid, med solnedgang over fjorden som en flot baggrund.