Balsam for sjælen i svømmehallen


- Jeg har altid selv været glad for at bruge svømmehallen. Den er unik, både med beliggenheden og indholdsmæssigt. Det er balsam for sjælen at have sin arbejdsplads hernede hver dag, siger Kim Grøn Hansen.

Efter at ROFI overtog driften af Ringkøbing Svømmehal med virkning fra den 1. januar 2018, supplerede Kim den 1. februar rollen som fast bruger af svømmehallen med jobbet som bademester og dermed fast daglig leder af stedet. Samtidig sagde han også farvel til stillingen som købstadschef i Ringkøbing.

41-årige Kim Grøn Hansen stammer fra Ålborg. Efter at være udlært som både kok og tjener arbejdede han fra 1994 til 2004 i restaurationsbranchen i Norge. Tilbage i Danmark begyndte han at arbejde med salg og markedsføring. Det trak ham ind i sportens verden – først i håndboldklubben Aalborg DH, dernæst i fodboldklubben AaB og senere i damefodboldklubben Fortuna Hjørring, hvorfra han i 2015 kom til Vestjylland for at være direktør i Ringkøbing Håndbold.

- Da Ringkøbing Håndbold ikke var klar til at have en direktør på fuldtid, blev det kun til et års tid i klubben, men min kone og jeg var blevet så glade for Ringkøbing, at vi besluttede at blive boende her. Så bød jobbet som købstadschef sig. Det har jeg været virkelig glad for i de to år, jeg har været på posten, men da jeg fik tilbuddet, kunne jeg ikke sige nej til den spændende udfordring at blive daglig leder i svømmehallen. Som købstadschef forventes det, at man også arbejder hele tiden i skolernes ferier. Min nuværende stilling i svømmehallen passer bedre ind i et normalt familieliv end jobbet som købstadschef. Det har også spillet ind på mit jobskifte, siger Kim Grøn Hansen.

Godt fra start

Han er den eneste fastansatte på fuldtid i svømmehallen. Den øvrige stab på i alt godt en snes personer er ansat på timebasis til at klare opgaverne, bl.a. som livreddere.

- Vi er kommet rigtig godt fra start efter overtagelsen af driften ved årsskiftet. Vi mærker stor opbakning fra foreninger og andre samarbejdspartnere og fra de mange brugere. Der er stor aktivitet fra morgen til aften, især tirsdage og torsdage, hvor de første hopper i bassinet kl. 5.30 om morgenen, og de sidste forlader vandet kl. 21.30 om aftenen. Brugerne dækker hele aldersspektret fra babyer til dem, der er godt oppe i årene. I vinterferieugen i februar rundede vi 2.000 badende gæster. Det fortæller lidt om, hvor mange der bruger stedet, understreger Kim.

På brugernes præmisser

Ifølge eget udsagn dur Kim ikke til at sidde på kontoret - i hvert fald ikke hele dagen og ikke mere end højst nødvendigt.

- Nej, jeg trives bedst med at færdes blandt mange mennesker. Det har jeg rig lejlighed til her på min daglige arbejdsplads. Jeg vil også helst være den, der går forrest med at udvikle egne ideer og hjælpe med at gøre andres ideer til en succes. Jeg er glad for, at det også er en del af min jobbeskrivelse og kernen i ROFIs aftale om driften af svømmehallen. Der er netop nedsat et svømmehalsudvalg med repræsentanter for brugerne. Sammen skal vi udvikle ideer, der kommer hele spektret aldersmæssigt til gode og har fokus på, hvad brugerne ønsker, og hvilke behov de har.

Ringkøbing Svømmehal er et fantastisk aktiv for Ringkøbing. Med placeringen ved fjorden er der unikke muligheder for at skabe ny udvikling i og omkring svømmehallen, så det i endnu højere grad end hidtil bliver et omdrejningspunkt for aktiviteter og socialt samvær for borgere og foreninger i Ringkøbing. Jeg glæder mig over at stå i spidsen for denne udvikling og samtidig sikre brugerne en høj kvalitet i det daglige, understreger Kim Grøn Hansen.

”Dødens Gab” fra
en badering

Han ser gerne, at svømmehallen også bliver ramme om aktiviteter af den mere utraditionelle slags, og han løfter her sløret for en idé, der allerede er sat på skinner.

- Fredag den 19. oktober i skolernes efterårsferie kan man ligge i en badering i bassinet og se filmen ”Dødens Gab” på storskærm. Vi arbejder også med ideer om lave grillaftener, hvor forældrene kan hygge sig udendørs, mens børnene er i bassinet. Det skal ses som et led i også at skabe ny udvikling i det dejlige område omkring svømmehallen, der bl.a. huser ”Pulsparken”. Vi er med i en arbejdsgruppe, der har det mål at skabe ”mere puls i Pulsparken”, siger bademesteren.

I fritiden spiller Kim, der bor med sin familie centralt i Ringkøbing, lidt fodbold med old stars holdet i Rindum SU og tager også gerne en god løbe- eller cykeltur.

Bademester Kim Grøn Hansen   Bademester Kim Grøn Hansen i Ringkøbing Svømmehal med den fantastiske udsigt til Ringkøbing Fjord i baggrunden.
Skolesvømning er en af de store aktiviteter i Ringkøbing Svømmehal. Her ses Kim Grøn Hansen sammen med elever fra Ringkøbing Skole.   Kim Grøn Hansen med elever fra Ringkøbing Skole