”Ringkøbing Svømmehals Brolaug ønsker med denne smukke og attraktive badebro ud for Ringkøbing Svømmehal at øge samspillet mellem fjord, Ringkøbing by og svømmehallen. Til gavn både sommer og vinter for byens børn og voksne samt turister i Ringkøbing og omegn”.
Så præcist formuleret er formålet med den nye badebro, der nu er etableret ved fjorden ud for Ringkøbing Svømmehal. Efter en proces, der startede med nogle strøtanker i 2019 og siden en ihærdig frivillig indsats af ildsjæle med at få tilladelser og økonomi på plads, er badebroen nu både synlig, gangbar og næsten helt færdig til at kunne bruges i fuld skala.
Det er ikke så ligetil at etablere en badebro i et offentligt område. Det kræver tilladelse fra flere myndigheder. Sådan har det naturligvis også været i ønsket om og planlægningen af den nye badebro ud for svømmehallen.
- Vi skulle have tilladelse fra Kystdirektoratet (Miljøministeriet), Ringkøbing-Skjern Kommune og også fredningsmyndighederne, fordi skrænten ned til fjorden har status som fredet område. Det har været en lang proces, men vi er meget taknemlige for, at alle tilladelser faldt på plads. Ikke mindst kommunen har vist stor velvilje for og lagt kræfter i projektet. Ud over praktisk bistand i forbindelse med godkendelserne har kommunen bevilget 75.000 kr. fra den såkaldte ”gearingspulje” til etableringen af badebroen. Kommunen har også flyttet den trappe, der nu er forbundet til den nye bro, og har givet tilsagn om til sommer at lave en ny sti direkte fra svømmehallen til badebroen, siger Niels Kjær Hansen, der netop på en ekstraordinær generalforsamling er valgt som bestyrelsesformand for Ringkøbing Svømmehals Brolaug.
At den nye badebro også har stor opbakning på lokalområdets og turismens vegne, understreges af de mange parter, der har doneret penge til etableringen.
- Vi er meget taknemlige for også den store økonomiske opbakning, der er til projektet. Det kunne ikke være gennemført uden de mange donationer, understreger Niels Kjær Hansen.
Ringkøbing Svømmehals Brolaug har nedsat to udvalg, der skal tage hånd om dels den årlige drift og vedligeholdelse af badebroen, dels nye initiativer, der kan være med til at udvikle brugen af broen.
- Udvalget, der skal stå for det praktiske arbejde med badebroen, skal bl.a. sørge for, at den tages ned og sættes op i forbindelse med f.eks. isskruninger. Udviklingsudvalget skal bl.a. arbejde for, at vi på sigt kan gøre badebroen handicapvenligt. Det kræver nogle yderligere tilladelser og økonomiske investeringer. På sigt ønsker vi tillige to flydepontoner ud i fjorden, som især børnene har mulighed for at boltre sig på og fra, siger Niels Kjær Hansen.
Datoen for den officielle indvielse af badebroen er også på plads. Det bliver fredag den 1. marts kl. 16.
- En del mennesker har i øvrigt spurgt os, hvorfor badebroen er sat op her i vinterperioden. Det er der to forklaringer på: For det første var det en af kontrakten med firmaet NBC Marina, der har etableret broen. For det andet skal broen gerne holde i de næste mindst 25 år, og nu får vi den afprøvet under vinterforhold, siger Niels Kjær Hansen.
Fakta om badebroen og
Ringkøbing Svømmehals Brolaug
* Følgende har sponsoreret i alt 400.000 kr. til etablering af badebroen: Friluftsrådet (hovedsponsor med 200.000 kr.), Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringkjøbing Landbobank, Ringkøbing Udviklingsforum, Lions Ringkøbing, Ringkøbing Svømmeklub, Ringkøbing Rotary Klub, OneCollection, Café La Vista og Estate Mæglerne Ringkøbing.
* Badebroen er bygget af firmaet NBC Marina, Middelfart, der har stor erfaring med brobygning over hele landet.
* Ringkøbing Svømmehals Brolaugs bestyrelse består af: Niels Kjær Hansen (formand), Mogens Brønden Christensen (kasserer), Lena Ploug, Per Lange Andersen og Erna Pilgaard. Suppleanter: Karin Tordrup og Bente Brønden Christensen.
* Brolauget har et udviklingsudvalg, der bl.a. skal arbejde for bedre adgang for handicappede til badebroen. Udvalget består af: Kirsten Nielsen, Erna Pilgaard, Lena Ploug og Per Lange Andersen.
* Brolauget har et udvalg, der skal stå for det praktiske arbejde med badebroen, f.eks. ved nedtagning og opsætning af broen i forbindelse med eventuelle isskruninger. Udvalget består af: Ivan Holk, Jan Bech Andersen, Ove Hjortholm, Hans Christensen, Peter Schmidt Sørensen, Mogens Brønden Christensen og Niels Kjær Hansen.
Billedtekst. |
Billedtekst. |